Niels Viggo Hansen, nv@nielsviggo.net  

 

Kurser, foredrag og konsulentvirksomhed.
Jeg tilbyder foredrag, kurser og temadage om en række emner indenfor sundhedsvidenskab og filosofi - oftest engageret af en arrangør som kan være en offentlig institution, et firma eller en iteresseorganisation. Desuden yder jeg lejlighedsvis konsulentbistand.

1) Aktuelt: konference om meditation:
Konference på Københavns Universitet 11. maj 2010, hvor jeg sammen med Peter Elsass, Peter Bastian og Svend Trier udforsker meditation som et både meget historisk og dynamisk - og samtidig meget tidløst felt..


2) kursus i forskningsforståelse for terapeuter.

Et kursus over to weekends, afviklet flere gange i 2006-8. Kurset blev leveret til forskellige terapeut-organisationer som ønsker at ruste medlemmerne til at kommunikere og agere i krydsfeltet mellem behandling, forskning, udvikling og dokumentation. Der arbejdes grundigt med eksempler fra den aktuelle terapiform, og forskningsforståelse trænes også som en aktiv kompetence gennem individuelle og gruppevise øvelser.
 
Mere om kurset

Slides fra det aktuelle kursus februar 2010


2) Alternativ behandling: feltets historie og idegrundlag.
Der lægges ud med en oversigt over feltet alternativ behandling som det udfolder sig i Danmark i dag - med farverige eksempler og interessante forskelle til nabolandene. Så forfølges historien: hvad er baggrunden for at der findes et "alternativt" felt - hvad er det alternativt til, hvem sætter grænserne, hvor kommer behandlingsformerne fra. Mange af de mest spændende behandlingsformer ledsages af teorier - af forståelser af menneskets krop og sundhed og deres sammenhæng med verden ("naturen", "energien") eller med noget spirituelt, som er del af baggrunden for mange af behandlingsformerne.  Behandlingsområdet er rigt på billeder. Vi ser på nogle af de mange smukke og sære billeder, som indgang til en diskussion om hvordan alternativ behandling indgår i vor tids kultur - veje til oplevelser, identiteter og fællesskaber. Til sidst viser jeg eksempler på den måde, alternativ behandling anvender videnskabelige ord, forklaringer og modeller. Jeg foreslår at de ofte er meget tvivlsomme som forklaringer - men kan give god mening på en helt anden måde end den bogstavelige - en mere billedlig og kunstnerisk mening, som spiller aktivt ind i selve behandlingen.

3) Meditation, krop og spiritualitet – en filosofisk udforskning.
Meditation er vokset til en stærk kulturfaktor i Vesten. Hermed er der opstået nye muligheder og nye behov for at forstå hvad den går ud på. Hvad binder denne familie af praksisser sammen? Og hvorfor har nen alligevel så forskellige former?
Dette foredrag er en filosofisk udforskning af de måder, man i Østen og Vesten forsøger at sætte ord på meditationens erfaringer, væsen og formål. Det er oplagt at meditation ofte forstås som nært knyttet til noget spirituelt, som nogle vil kalde religiøst, andre måske bare fællesmenneskeligt eller eksistentielt. Men også kroppen spiller en central rolle i den måde meditation forstås og udøves, ikke mindst i dens nye vesterlandske former. Endelig er begrebet tid afgørende, ikke mindst i Vesterlandets måde at forklare og udøve meditation, oftest med et fokus på nuet frem for fortiden og fremtiden - sikkert som tiltrængt modvægt mod en rastløs og resultatorienteret livsstil.
Foredraget gennemgår nogle vestlige og østlige filosofier omkring meditation, introducerer lettilgængelige eksempler på meditationsøvelser som forbindes med de filosofiske diskussioner, og der lægges op til diskussion.
 (Foredraget tilbydes også i en længere version, hvor deltagerne får mulighed for at erfare og diskutere et par kropsbaserede meditationsformer.)

.

4) Temadag for læger, om alternativ behandling.
Heldags-arrangement, afholdt flere gange for grupper af yngre praktiserende læger i Københavnsområdet. Der indledes med et overblik over feltet, hvilke former der findes, hvordan den typiske konsultation forløber, og hvordan feltet håndteres lovgivningsmæssigt - og der afsluttes med en gennemgang af evidens og anden forskningsbaseret viden om området, og de problemer forskningen rejser. Ind imellem samles og diskuteres deltagernes erfaringer - positive såvel som frustrerende - med at kommunikere med patienterne om alternativ behandling, og det diskuteres hvordan læger individuelt og som profession kan håndtere området.

5) Hegels og Schellings filosofi: en verden i selvudvikling og selverkendelse.
Hegels og Schellings filosofi er et af de mest voldsomme, modige og spændende udkast i filosofihistorien. Eftertiden har nedtonet den vision om universets og historiens natur og mening, som er den centrale dynamo i deres filosofi, og koncentreret sig om en række frugtbare analyser og begreber, der for Hegel og Schelling selv kun var stumper af den store sammenhæng – bl.a. analyser af samfund, videnskab, kunst og religion. I dette foredrag tager vi ”en på opleveren” ved at tage den store filosofiske vision på ordet – om ikke andet som et genialt filosofisk-kunstnerisk eksperiment. Hvad nu hvis…
Hvad nu hvis verden var en stor ånd – som forsøgte at vågne op og blive bevidst og klar for sig selv igennem den fysiske og biologiske natur? Og hvad nu hvis menneskers erfaringer med samfund, kunst og videnskab giver ånden chancer den aldrig før har haft? Hvad nu hvis altings mening er ved at blive til i vores hænder og fællesskaber?
Det er OK at medbringe lommelygte og beskyttelseshjelm – man kan også forberede sig lidt ved at læse Schellings ”Über das Wesen der Menschlichen Freiheit” – men der forventes ingen forbehold eller forberedelse, blot en filosofisk eventyr- og diskussionslyst.

Konsulentvirksomhed
Hjjælp til selvhjælp med at skaffe overblik over eksisterende forskningsområder, med at præsentere dem på overskuelig vis, eller med at udvikle stærke forskningsprojekter med metodisk kvalitet og gennemslagskraft.

Foredrag
Jeg holdder foredrag om en lang række emner indenfor videnskabsfilosofi, sundhedsvidenskab, forskningen i alternativ behandling. Desuden forskellige filosofiske emner. Her er nogle af de seneste jeg har holdt:

  • Akupunktur og evidens: hvad er bevisets stilling?
  • Hvad er mind-body medicine
  • Forskning i alternativ behandling: erfaringer, problemer, muligheder
  • En kort introduktion til tiden
  • Meditationens filosofi: - klassisk buddhistisk filosofi og nye vestlige filosofier med meditative træk
  • Hegels og Schellings filosofi: en verden i selvudvikling og selverkendelse.

 

 

 
I kurser og foredrag arbejder jeg ægte filosofisk med mit publikum - dvs. prøver at lægge noget frem som både er skarpt nok, dybt nok og vedkommende nok til at fremkalde en god, åndfuld, udforskende diskussion - på den måde får jeg også selv chancen for at lære noget i stedet for at gentage mig selv.